end paa Skib, end hen over det aabne Hav burde naa til den ubegribeligste af alle Byer.
Maskinen standsede, Gondoler strømmede til, Falderebstrappen blev firet ned, Toldbetjente gik om Bord og varetog overfladisk deres Hverv; Udskibningen kunde begynde. Aschenbach gav at forstaa, at han ønskede en Gondol, der skulde bringe ham og hans Bagage til Stationen for de smaa Dampere, der løber mellem Byen og Lidoen; thi han agtede at tage Ophold ved Havet. Man billiger hans Beslutning, man raaber hans Ønske ned mod Vandfladen, hvor Gondolførerne skændes i Dialekt. Han er endnu forhindret i at stige ned, hans Kuffert hindrer ham, den bliver just med Besvær halet og slæbt ned ad den stigeagtige Trappe. I et Par Minutter er han saaledes ude af Stand til at undslippe den skrækkelige gamles Paatrængenhed, Rusen driver dunkelt denne til at gøre Afskedshonnør for den fremmede. „Vi ønsker det behageligste Ophold," bræger han under Skrabud. „Man anbefaler sig i behagelig Erindring! Au revoir, escusez og bonjour, Deres Ekscellence!“ Han faar Vand i Mun-
