den, han trykker Øjnene til, han slikker Mundvigene, og den farvede Fip ved hans Oldingelæbe stritter opad. „Vor Kompliment,“ laller han, med to Fingerspidser ved Munden, „vor Kompliment til den allerkæreste, den allersomdejligste...“ Og pludselig falder det kunstige Overgebis fra Kæben ned paa Underlæben. Aschenbach kan nu endelig undslippe. „Den allerkæreste, den allersomdejligste,“ hørte han i kurrende, hule og belagte Lyde bag sin Ryg, medens han, holdende sig ved Tovværksgelænderet, klatrede ned ad Falderebstrappen.
Hvem har ikke maattet bekæmpe en flygtig Gysen, en hemmelig Ængstelighed og Beklemthed, naar det gjaldt om for første Gang eller efter lang Afvanthed at bestige en venetiansk Gondol? Det sælsomme Fartøj, ganske uforandret nedarvet fra Balladernes Tid og saa ejendommelig sort, som ellers af alle Ting kun Ligkister er ― det minder om lydløse og forbryderske Eventyr i plaskende Nat, det minder endnu mere om selve Døden, om Baare og skummel Ligbegængelse og den sidste, tavse Rejse. Og har man lagt
