Der vedblev at være stille. Aaren plaskede. Vandet slog dumpt mod Boven. Og den tidligere Talen og Hvisken begyndte igen. Gondolieren talte mellem Tænderne med sig selv.
Hvad var der at gøre? Alene ude paa Vandet med dette underlig umedgørlige, uhyggeligt bestemte Menneske, saa den rejsende intet Middel til at sætte sin Vilje igennem. Hvor blødt kunde han forresten ikke hvile, hvis han lod være at sætte sig i Affekt! Havde han ikke selv ønsket, at Sejladsen maatte vare længe, at den maatte vare for bestandig? Det var det klogeste at lade Sagen gaa sin Gang, og, hvad der var det væsentligste, det var højst behageligt. Det var som om der udgik en Ladhedens Fortryllelse fra hans Sæde, fra denne lave, sortpolstrede Armstol, der vuggedes saa blidt af den egenraadige Gondoliers Aareslag bagved ham. Forestillingen om at være falden i Hænderne paa en Forbryder strejfede drømmende Aschenbachs Sind ― han var ude af Stand til at mane sine Tanker til virksomt at sætte sig til Modværge. Mere ærgerlig forekom ham den Mulighed, at det hele var anlagt paa ligefrem Pengeafpresning.
