En Slags Pligtfølelse eller Stolthed, ligesom Erindringen om, at man burde forebygge den, fik ham til endnu engang at tage sig sammen. Han spurgte:
„Hvad forlanger De for Turen?“
Og idet han saa hen over ham, svarede Gondolieren:
„De skal nok komme til at betale.“
Det var klart, hvad der var at svare dertil. Aschenbach sagde mekanisk:
„Jeg betaler intet, absolut intet, hvis De sejler mig derhen, hvor jeg ikke vil.“
„De vil til Lido'en.“
„Men ikke med Dem.“
„Jeg sejler Dem godt.“
Det var sandt, tænkte Aschenbach og han slappedes. Det er sandt, du sejler mig godt. Selv om du har lagt an paa mine Penge og med et Aareslag sender mig baglæns ned til Aide, har du sejlet mig godt.
Men intet af den Slags skete. Der indfandt sig endog Selskab, en Baad med musikalske Vagabonder, Mænd og Kvinder, der sang til Guitarren, til Mandolinen, paatrængende sejlede Side om Side med Gondolen og fyldte
