Stilheden over Vandene med deres vindesyge Fremmedpoesi. Aschenbach kastede Penge i den Hat, der blev holdt frem. Saa tav de og roede bort. Og atter hørtes Gondolierens Hvisken, stødvist og i afbrudte Sætninger talte han med sig selv.
Saa naaede man da dertil, gynget af Kølvandet af en Damper, der sejlede ind til Byen. To Municipalembedsmænd gik, med Hænderne paa Ryggen og Ansigtet vendt mod Lagunen, op og ned paa Kajen. Aschenbach steg ud af Gondolen ved Anløbsstedet, understøttet af den gamle Mand, der er til Stede med sin Baadshage ved ethvert Anløbssted i Venedig, og da han ingen Smaapenge havde, gik han over i det i Nærheden af Dampskibsbroen liggende Hotel, for at faa vekslet og saa betale Rorkarlen efter Skøn. Han bliver ekspederet i Forhallen, han vender tilbage, han finder sit Rejsegods paa en Trækkevogn ved Kajen, og Gondol og Gondolier er forsvundne.
„Han er stukken af,“ sagde den gamle med Baadshagen. „Det er en slem Mand, en Mand uden Bevilling, naadige Herre. Han er den eneste af Gondoliererne, som ingen
