Bevilling har. De andre har telefoneret hertil. Han saa, at han blev ventet. Saa stak han af.“
Aschenbach trak paa Skuldrene.
„Herren har sejlet gratis,“ sagde den gamle og holdt Huen hen. Aschenbach kastede nogle Pengestykker i den. Han gav Besked om, at hans Bagage skulde bringes til Badehotellet, og fulgte efter Trækkevognen gennem Alleen, den hvidtblomstrende Allé, der, med Taverner, Basarer, Pensionater paa begge Sider, løber tværs over Øen til Stranden.
Han kom ind i det udstrakte Hotel bagfra, fra Haveterrassen, og gik gennem den store Hal og Forhallen ind i Kontoret. Da han i Forvejen havde anmeldt sit Komme, blev han modtaget med ærbødig Forstaaelse. En Manager, en lille, sagte trædende, krybende høflig Mand med sort Overskæg og i Redingote efter fransk Snit, fulgte ham op i Elevatoren til anden Etage og anviste ham hans Værelse, et hyggeligt, i Kirsebærtræ møbleret Værelse, som man havde smykket med stærkt duftende Blomster og gennem hvis høje Vinduer der var Udsigt til det aabne Hav. Han traadte hen til et af dem, da Funk-
