der var bleven narret for sin Betaling. Uden at byde Fornuften Vanskeligheder, uden egentlig at give Stof til Eftertanke, var det alligevel af Naturen bundmærkeligt, syntes han, og vel netop ved denne Modsigelse foruroligende. Imellem disse Tanker hilste han Havet med Øjnene og følte Glæde ved at vide Venedig i saa let tilgængelig Nærhed. Han vendte sig endelig om, badede sit Ansigt, gav Stuepigen nogle Anvisninger til at gøre ham det saa bekvemt som muligt og lod sig af den grønklædte Schweizer, der betjente Elevatoren, befordre ned i Stueetagen.
Han drak sin Te paa Terrassen mod Søsiden, gik saa ned og fulgte Promenadekajen et godt Stykke i Retning mod Hotel Excelsior. Da han kom tilbage, lod det allerede til at være Tid at klæde sig om til Aftensmaaltidet. Han gjorde det langsomt og omhyggeligt, som han plejede, da han var vant til at arbejde ved Toilettet, og indfandt sig alligevel lidt for tidligt i Hallen, hvor han fandt en stor Del af Hotellets Gæster forsamlet, fremmede for hverandre indbyrdes og i affekteret gensidig Ligegyldighed, men i den fælles Af-