snoet af honninggult Haar, med den lige Næse, den yndige Mund, Udtrykket af huld og guddommelig Alvor, mindede om græske Billedværker fra den ædleste Tid, og med den reneste Fuldendthed i Formen var der over det en saa absolut personlig Ynde, at den, der betragtede det, syntes, han hverken i Natur eller bildende Kunst havde truffet paa noget lignende. Hvad der endvidere faldt i Øjnene, var en aabenbar principiel Kontrast mellem de pædagogiske Synspunkter, efter hvilke disse Søskende syntes at blive klædt og i det hele taget behandlede. De tre unge Pigers Udstyr ― den ældste af disse kunde gaa for voksen ― var indtil det vansirende streng og kysk. En ensartet, klosterlig Dragt, skiferfarvet, halvlang, nøgtern og forsætlig uklædelig af Snit, med hvid nedfaldende Krave som det eneste oplivende, undertrykte og forhindrede, at Skikkelsen paa nogen Maade kunde vække Behag. Det glat og fast ind til Hovedet klæbede Haar gjorde, at Ansigterne kom til at se nonneagtigt tomme og intetsigende ud. Det var aabenbart en Moder, der raadede her, og det faldt hende ikke ind
