FØRSTE KAPITEL
En Eftermiddag i Foraaret 19. . ., der i Maaneder havde sat en saa faretruende Mine op overfor vor Verdensdel, havde Gustav Aschenbach eller von Aschenbach, som hans Navn siden hans 50-aarige Fødselsdag officielt lød, fra sin Bolig i Prinsregentgade i München ene begivet sig ud paa en længere Spadseretur. Stærkt paavirket af Formiddagstimernes vanskelige Arbejde, der just nu krævede den yderste Varsomhed, Omsigt, Indtrængen og Præcision i Viljen, havde Forfatteren end ikke efter Middagsmaaltidet formaaet at standse Svingningerne af det producerende Drivhjul i sit Indre, hin „motus animi continuus“, hvori ifølge Cicero Veltalenhedens Væsen bestaar, og ikke fundet den befriende Slummer, der, med det tiltagende Slid paa hans Kræfter, var bleven ham
