fuldstændig indholdsløse og ubrugelige. Han opholdt sig efter Bordet i den aftenduftende Park, rygende, siddende, spadserende omkring, gik tidligt til Ro og tilbragte Natten i vedvarende dyb, men af Drømmebilleder paa forskellig Vis levendegjort Søvn.
Vejret stillede sig ikke gunstigere næste Dag. Det var Paalandsvind. Under den graa, overtrukne Himmel laa Havet i sløv Ro, ligesom indskrumpet, med nøgtern nær Horisont og traadt saa langt tilbage fra Stranden, at det blottede flere Rækker lange Sandbanker. Da Aschenbach aabnede sit Vindu, mente han at kunne spore den raadne Lugt fra Lagunen.
Forstemthed greb ham. Allerede i dette Øjeblik tænkte han paa Afrejse. Engang, for Aar tilbage, havde efter muntre Foraarsuger her dette Vejr hjemsøgt ham og saa haardt angrebet hans Befindende, at han havde maattet forlade Venedig som en flygtende. Indfandt ikke den febrile Ulyst fra dengang, Trykket i Tindingerne, Tyngden af Øjelaagene sig allerede igen? Det vilde være kedeligt endnu en Gang at skifte Opholdssted, men hvis Vinden ikke slog om, saa var der
