ikke her noget blivende Sted for ham. For en Sikkerheds Skyld pakkede han ikke helt ud. Klokken ni nød han sit Morgenmaaltid i det dertil forbeholdte Buffetværelse mellem Hal og Spisesal.
I Rummet herskede den højtidelige Stilhed, der er de store Hotellers Stolthed. De opvartende Tjenere gik omkring som paa Hosesokker. En Klapren af Teservicet, et halvt hvisket Ord var alt, hvad man hørte. I en Krog, skraas for Døren og to Borde borte fra hans, bemærkede Aschenbach de polske unge Piger med deres Guvernante. Meget ranke, med det askeblonde Haar frisk glattet og med rødlige Øjne, i stive blaa Vaskekjoler med smaa hvide nedfaldende Kraver og Manchetter sad de der og rakte hinanden et Glas med Marmelade. De var næsten færdige med deres Maaltid. Drengen var der ikke.
Aschenbach smilede. Naa, du lille Fæaker! tænkte han. Det lader til, at du nyder det Fortrin fremfor dem, at kunne sove ud efter Behag. Og, pludselig oplivet, reciterede han ved sig selv det Vers:
„Ofte skiftede Prydelser og varme Bade og Hvile.“
