tværs af de øvrige og af Havet og paa denne Side dannede en Afslutning af Stranden, kamperede en russisk Familie: skæggede Mænd med store Tænder, medtagne og træge Kvinder, en baltisk Frøken, der siddende ved et Staffeli under Udbrud af Fortvivlelse malede Havet, to godmodigt-hæslige Børn, en gammel Pige i Hovedtøj og med ømt underdanige Slavemanerer. Taknemmeligt nydende levede de der, raabte utrætteligt Navnene paa Børnene, der tumlede sig ulydigt, spøgede ved Hjælp af nogle italienske Ord længe med den humoristiske gamle, af hvem de købte Sukkergodt, kyssede hverandre paa Kinderne og brød sig ikke om nogen Iagttager af deres menneskelige Fællesskab.
Jeg vil altsaa blive, tænkte Aschenbach. Hvor skulde der være bedre? Og med Hænderne foldede i Skødet, lod han sine Øjne fortabe sig i Havets Vidder, sit Blik glide ud, henflyde, brydes i Rumørkenens enstonige Taage. Han elskede Havet af dybe Grunde: ud fra den haardt arbejdende Kunstners Længsel efter Hvile, Kunstneren, der trænger til at skjule sig ved det usammensattes, det
