ved ligegyldig Virksomhed forsømme Situationen, den mest nydelsesrige, han kunde tænke sig. Han kastede Skrivematerialierne til Side, han vendte tilbage til Havet, og det varede ikke længe, saa vendte han, ledet af Ungdommens Stemmer ved Sandbygningen, Hovedet mageligt mod Ryggen af Stolen til højre, for atter at se sig om efter, hvad den gode Adgio tog sig for.
Det første Blik fandt ham; den røde Syning paa hans Bryst gjorde, at man ikke kunde tage fejl af ham. Sammen med andre beskæftiget med at lægge en gammel Planke som Bro over den fugtige Grav i Sandborgen, gav han raabende og vinkende med Hovedet sine Anvisninger om, hvorledes det skulde gøres. Sammen med ham var der henved ti Kammerater, Drenge og Piger, af hans Alder og nogle yngre, der snakkede imellem hverandre i forskellige Tungemaal, polsk, fransk, ja ogsaa i Balkan-Idiomer. Men hans Navn var det, der lød oftest. Han var aabenbart efterspurgt, ombejlet, beundret. En navnlig, Polak ligesom han, en firskaaren Knægt, der blev kaldt saadan noget som „Jaschu“,
