Tadzio badede. Aschenbach, der helt havde tabt ham af Syne, opdagede hans Hoved, hans Arm, som han roende halede ud med, langt ude i Havet; thi Havet kunde være lavt langt ud. Det lod imidlertid til, at man allerede var bekymret for ham, Kvindestemmer raabte allerede paa ham fra Hytterne, udstødte atter dette Navn, der beherskede Stranden næsten som et Løsen og, med sine bløde Medlyde, sin lange u-Lyd i Slutningen, havde noget paa en Gang sødt og vildt: „Tadziu! Tadziu!“ Han kom tilbage, han løb, med Benene piskende det modstræbende Vand til Skum, med Hovedet forover; og at se, hvorledes den levende Skikkelse, forhistorisk yndig og streng, med dryppende Lokker og skøn som en spædlemmet Gud, kommende fra Himlens og Havets Dyb, steg op af og undflyede Elementet: dette Syn indgød mytiske Forestillinger, det var som et Digterbud fra Tidernes Begyndelse, fra Formens Oprindelse og fra Gudernes Fødsel. Aschenbach lyttede med lukkede Øjne til denne i hans Indre genlydende Sang, og atter tænkte han, at her var godt at være og at her vilde han blive.
