Senere laa Tadzio, udhvilende sig efter Badet, i Sandet, hyllet i sit hvide Lagen, der var gennembrudt under den højre Skulder, med Hovedet paa den blottede Arm; og selv naar Aschenbach ikke betragtede ham, men læste nogle Sider i sin Bog, glemte han næsten aldrig, at han laa der, og at det kun kostede ham en let Drejning af Hovedet at faa Øje paa det beundringsværdige. Det forekom ham næsten, som sad han her for at vogte paa den hvilende, — beskæftiget med sine Anliggender og dertil dog i bestandig Aarvaagenhed for det ædle Menneskebillede der til højre, ikke langt fra ham. Og en faderlig Mildhed, den rørte Følelse hos den, der, opofrende sig for den, der ejer Skønheden, i Aanden frembringer det skønne, fyldte og bevægede hans Hjerte.
Efter Middag forlod han Stranden, gik tilbage til Hotellet og lod sig med Elevatoren
transportere op til sit Værelse. Han blev her
staaende i længere Tid foran Spejlet og betragtede sine graa Haar, sit trætte og skarpe
Ansigt. I dette Øjeblik tænkte han paa sin
Berømmelse og paa, at mange paa Gaderne