kendte ham og ærbødigt betragtede ham, for hans sikkert rammende og med Ynde kronede Ords Skyld, ― genkaldte sig alle ydre Sejre for sit Talent, der faldt ham ind, ja mindedes endog sin Ophøjelse i Adelsstanden. Han begav sig derpaa ned i Salen til Lunch og spiste ved sit lille Bord. Da han efter endt Maaltid gik ind i Elevatoren, trængte nogle unge Mennesker, der ligeledes kom fra Frokosten, sig efter ham ind i det svævende Kammer, og blandt dem var Tadzio. Han stod ganske nær ved Aschenbach, for første Gang saa nær, at denne kunde iagttage ham, ikke i billedagtig Afstand, men nøje, med hans Menneskeligheds Enkeltheder. Drengen blev tiltalt af en eller anden og medens han svarede med et ubeskrivelig yndigt Smil, traadte han allerede atter ud, ved første Etage, baglæns, med nedslagne Øjne. Skønhed gør undselig, tænkte Aschenbach og tænkte meget indtrængende over, hvorfor. Han havde imidlertid lagt Mærke til, at Tadzios Tænder ikke var rigtig gode: noget takkede og blege, uden Sundhedens Lød og af en ejendommelig sprød Gennemsigtighed, som undertiden
