længere han gik, desto mere pinagtigt bemægtigede den afskyelige Tilstand sig ham, som Søluften sammen med Scirocco kan fremkalde, og som paa én Gang er Ophidselse og Slappelse. En pinlig Sved brød ud paa hans Legeme, Øjnene nægtede at gøre Tjeneste, han følte et Tryk for Brystet, han havde Feber, Blodet bankede i hans Hoved. Han flygtede ud af de propfulde Forretningsgader over Broen ind i de fattiges Gyder. Der blev han generet af Tiggere, og de ilde Uddunstninger fra Kanalerne tog Vejret fra ham. Paa en stille Plads, et af disse henglemte og som fortryllede Steder, der findes i det indre Venedig, hvilende ved Randen af en Brønd, tørrede han sin Pande og indsaa, at han maatte rejse.
For anden Gang og nu definitivt var det godtgjort, at denne By i dette Vejr var yderst skadelig for ham. Der var ingen Mening i egensindigt at holde ud, Udsigten til at Vinden skulde slaa om var ganske uvis. Det gjaldt om at tage en hurtig Beslutning. Allerede nu at vende hjem, forbød sig af sig selv. Hverken Sommer- eller Vinterkvarter var i Stand til at modtage ham. Men det var ikke
