Han klædte sig paa og tog Klokken otte med Elevatoren ned til Morgenmaaltidet i Stueetagen.
Buffetværelset var, da han traadte ind, endnu tomt for Gæster. Enkelte kom, medens han sad og ventede paa det bestilte. Med Tekoppen ved Munden, saa han de polske unge Piger indfinde sig med deres Ledsagerinde: strenge og morgenfriske, med rødlige Øjne, gik de hen til deres Bord i Vindusnichen. Straks efter nærmede Portieren sig med Huen i Haanden og mindede ham om, at det var Tid at bryde op. Automobilet stod parat til at bringe ham og nogle andre rejsende til Hotel Excelsior, hvorfra Motorbaaden vilde befordre Herskaberne ad Selskabets private Kanal til Banegaarden. Det var paa høje Tid ― Aschenbach fandt ikke, at det var det. Der var over en Time til, at hans Tog skulde gaa. Han ærgrede sig over denne Hotelmaner, at skaffe de afrejsende ud af Huset før Tiden, og betydede Portieren, at han ønskede at nyde sit Maaltid i Fred. Manden trak sig tøvende tilbage, for at møde op igen fem Minutter efter. Det var umuligt,
