at Vognen kunde vente længere. Saa maatte den køre og tage hans Kuffert med, svarede Aschenbach irriteret. Han selv vilde, naar Tiden var, benytte den offentlige Dampbaad og maatte bede om, at man vilde overlade til ham selv at sørge for, at han kom afsted. Funktionæren bukkede. Aschenbach, glad ved at have afværget de generende Paamindelser, endte sit Maaltid uden Hast, ja lod endog Tjeneren give sig en Avis. Tiden var bleven ret knap, da han endelig rejste sig. Det føjede sig saaledes, at Tadzio i samme Øjeblik kom ind ad Glasdøren.
Idet han gik over til sine Søstres Bord, krydsede han Aschenbachs Vej, slog beskedent Øjnene ned for den graahaarede Mand med den høje Pande, for paa sin yndefulde Maade straks efter blødt og fuldt at slaa dem op imod ham, og var gaaet forbi. Farvel, Tadzio! tænkte Aschenbach. Det var kun kort jeg saa dig. Og idet han mod sin Sædvane virkelig dannede det tænkte med Læberne og sagde det ved sig selv, tilføjede han: „Vær velsignet!“ ― Saa holdt han Afrejse, uddelte Drikkepenge, modtog Afskedshilsen
