ved alt dette? Hvad der i Morges havde været en halv Beklagelse, en svag Tvivl om at han havde baaret sig rigtigt ad, det blev nu til Græmmelse, til virkelig Smerte, til en Sjælenød, saa bitter, at den flere Gange drev Taarerne op i hans Øjne, og med Hensyn til hvilken han sagde til sig selv, at han umuligt havde kunnet forudse den. Hvad han følte som saa tungt at bære, ja fra Tid til anden som helt uudholdeligt, var aabenbart den Tanke, at han aldrig skulde gense Venedig, at dette var en Afsked for bestandig. Thi da det for anden Gang havde vist sig, at Byen gjorde ham syg, da han for anden Gang havde været nødt til at forlade den over Hals og Hoved, saa maatte han jo for Fremtiden betragte den som et for ham umuligt og forbudent Opholdssted, som han ikke var voksen og som det vilde være meningsløst igen at opsøge. Ja, han følte, at naar han nu rejste, maatte Skam og Trods hindre ham i nogensinde at gense den elskede Stad, overfor hvilken han to Gange legemlig havde svigtet, og denne Strid mellem sjælelig Tilbøjelighed og legemlig Evne forekom paa en Gang den
