ældende saa tungt vejende og betydningsfuld, det fysiske Nederlag saa forsmædeligt, saa nødvendigt for enhver Pris at holde tilbage, at han ikke forstod den letfærdige Resignation, med hvilken han i Gaar, uden alvorlig Kamp, havde besluttet at finde sig i det og anerkende det.
Imens nærmer Dampbaaden sig Banegaarden, og Smerte og Raadvildhed stiger indtil Forvirring. Det forekommer den forpinte umuligt at rejse, ikke mindre at vende om. I en saadan Tilstand af aandelig Sønderrevethed træder han ind paa Stationen. Det er meget sent, han har intet Øjeblik at spilde, hvis han vil naa Toget. Han vil det og vil det ikke. Men Tiden trænger ind paa ham, den pisker ham frem; han skynder sig med at tage Billet og ser sig i Tumulten i Forhallen om efter Hotelselskabets her stationerede Funktionær. Mennesket viser sig og melder, at den store Kuffert er indskrevet. Allerede indskrevet? Ja, alt er i Orden, ― til Como. Til Como? Og ud af hastig Talen frem og tilbage, af vrede Spørgsmaal og forlegne Svar kommer det for Dagen, at Kufferten, der var
