ventede der den tilbagevendende og førte ham ovenfor det krusede Hav den lige Vej til Badehotellet. Den lille, overskægprydede Manager i Redingote kom ned ad den udvendige Trappe for at hilse paa ham.
Sagte indsmigrende beklagede han Hændelsen, betegnede den som yderst pinlig for ham og Etablissementet, men billigede af fuld Overbevisning Aschenbachs Beslutning om at afvente Kufferten her. Ganske vist var hans Værelse givet bort, men et andet, der ikke var ringere, stod med det samme til hans Raadighed. „Pas de chance, Monsieur,“ sagde den schweiziske Elevatorfører smilende, idet man gled op. Og saaledes blev Flygtningen atter indkvarteret, i et Værelse, der næsten ganske lignede det forrige i Beliggenhed og Montering.
Træt, bedøvet af denne mærkelige Formiddags Omhvirvlen, satte han sig, efter at have fordelt Indholdet af sin Haandtaske i Værelset, i en Lænestol ved det aabne Vindu. Havet havde antaget en bleggrøn Farvetone, Luften syntes tyndere og renere, Stranden med dens Hytter og Baade at have mere Farve, skønt Himlen endnu var graa. Aschen-
