bach saa ud, med Hænderne foldede i Skødet, tilfreds ved at være her igen, utilfreds med sit Vankelmod, sin Mangel paa Viden om hvad han selv ønskede. Saaledes sad han vel en Time, hvilende og tankeløs drømmende. Ved Middagstid fik han Øje paa Tadzio, der, i stribet Lærredsdragt med rød Syning, kom tilbage fra Havet gennem Strandlaagen og ad Bræddegangen. Aschenbach genkendte ham straks fra den Højde, hvor han sad, før han egentlig havde faaet rigtig betragtet ham, og vilde just til at tænke noget saadant som: Se, se, Tadzio, er du ogsaa der igen! Men i samme Øjeblik følte han, hvorledes den skødesløse Hilsen sank ned og forstummede for Sandheden i hans Hjerte, ― han følte sit Blods Begejstring, sin Sjæls Glæde, Smerte og erkendte, at det var for Tadzios Skyld, at Afskeden var bleven ham saa tung.
Han sad ganske stille, helt uset paa sin højtliggende Plads, og saa ind i sig selv. Hans Træk var vaagnede, hans Bryn hævede sig, et opmærksomt, nysgerrigt aandrigt Smil strammede hans Mund. Saa hævede han Hovedet og beskrev med begge Arme, der hang
