og før de fleste ved Stranden, naar Solen endnu var mild og Havet laa hvidt og blændende i Morgendrømme. Han hilste meneskevenligt paa Opsynsmanden ved Laagen, hilste ogsaa fortroligt paa den barfodede Hvidskæg, der havde gjort hans Plads i Stand til ham, spændt det brune Solsejl ud og rykket Hyttens Møbler ud paa Platformen; saa tog han Sæde. Tre Timer eller fire var saa hans, i hvilke Solen naaede højt op paa Himlen og fik en frygtelig Magt, i hvilke Havet blev mere og mere dybtblaat og i hvilke han fik Lov at se Tadzio.
Han saa ham komme, fra venstre, som Følge deraf ved Randen af Havet, saa ham bagfra træde frem mellem Hytterne eller kunde ogsaa pludselig finde, og ikke uden en vis glad Skræk, at han havde forsømt at se ham komme og at han allerede var der, allerede i den blaa og hvide Badedragt, der nu ved Stranden var hans eneste Klædning, havde genoptaget sin vante Færden i Sol og Sand ― dette yndigt intetsigende, uvirksomt urolige Liv, der var Leg og Hvile, en Slentren, Soppen, Graven, Legen Tagfat, Liggen og Svømmen, medens Kvinderne
