nem den knappe Tilhylning af Overkroppen, hans Armhuler var endnu glatte som paa en Statue, hans Knæhaser skinnede, og det blaalige Aarenet fik hans Legeme til at se ud som om det var dannet af et klarere Stof. Hvilken Tugt, hvilken Præcision i Tanken var ikke udtrykt i dette ranke og ungdommeligt fuldkomne Legeme! Den strenge og rene Vilje, der, virksom i det dunkle, havde formaaet at drive dette guddommelige Billede frem for Lyset, ― var den ikke alligevel ham, Kunstneren, noget kendt og fortroligt? Virkede den ikke ogsaa i ham, naar han, fuld af nøgtern Lidenskab, ud af Sprogets Marmormasse frigjorde den slanke Form, som han havde skuet i Aanden og som han fremstillede for Menneskene som Statue og Spejl for aandelig Skønhed?
Statue og Spejl? Hans Øjne omfattede den ædle Skikkelse der ved Randen af det blaa, og i sværmerisk Henrykkelse syntes han, at han med dette Blik begreb selve det skønne, Formen som Gudstanke, den ene og rene Fuldkommenhed, der lever i Aanden og af hvilken der her let og yndigt var rejst et Af-
