ken vi vel da opflammedes i Smerte og Haab.
Saaledes tænkte den begejstrede; saaledes formaaede han at føle. Og af Havsus og Solglans udspandt der sig et henrivende Billede for ham. Det var den gamle Platan ikke langt fra Athens Mure — det var hint helligt-beskyggede, af Duften af Kyskhedstræets Blomster opfyldte Sted, smykket med Helgenbilleder og fromme Gaver til Ære for Nymferne og Akeloos. Ganske klar strømmede Bækken for Foden af det bredgrenede Træ over glatte Smaasten; Græshopperne pippede. Men paa Grønsværet, der skraanede svagt, saaledes at man i liggende Stilling kunde holde Hovedet højt, laa to, skjult helt for Dagens Glød; en halvgammel og en ung, en hæslig og en skøn, den vise hos den elskelige. Og under Artigheder og aandrigt bejlende Spøg belærte Sokrates Fædros om Længsel og Dyd. Han talte til ham om den hede Forfærdelse, der griber den følelsesfulde, naar hans Øje ser en den evige Skønheds Lignelse; talte til ham om den ugudeliges og slettes Begær, der ikke kan tænke
