Skønheden, naar han ser dens Afbillede, og ikke er i Stand til ærefrygt; talte om den hellige Angst, der griber den ædle, naar et gudlignende Ansigt, et fuldkomment Legeme viser sig for ham, ― hvorledes han da bæver og er ude af sig selv og næppe vover at se derhen og tilbeder den, der har Skønheden, ja vilde ofre til den, som til en Billedstøtte, hvis han ikke maatte frygte for at synes Menneskene naragtig. Thi Skønheden, min Fædros, kun den er paa én Gang værd at elske og synlig: den er, mærk det vel! den eneste Form for det aandelige, som vi sanseligt kan modtage, sanseligt udholde. Eller hvad vilde der blive af os, hvis det guddommelige iøvrigt, hvis Fornuft og Dyd og Sandhed viste sig sanseligt for os? Vilde vi ikke forgaa og brænde op af Kærlighed, som Semele engang for Zevs! Saaledes er Skønheden den følendes Vej til Aanden, ― kun Vejen, et Middel kun, lille Fædros . . . Og saa kom han med det fineste, den forslagne Kurmager: Dette, at den elskende er mere guddommelig end den elskede, fordi Guden er i hin, men ikke i den anden, ― denne maaske den ømmeste, mest spot-
