Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/106

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

96

Menneskeløget Kzradock


Dag, havde ikke uden Grund bragt mit inderste Jeg i et vildt Oprør. Jeg havde gennemlevet Kriser som vist ikke mange før jeg: Kzradocks Fortælling, Scenen i Biografteatret, Hændelserne her paa min egen Sindssygeanstalt havde pisket mit Blod op og flænget uskaansomt i mine Nerver. En sanseløs Rotering af skiftende Billeder — og hvilke Billeder! — havde forvirret mit Syn og isnet min Sjæl. Alle de Følelser og Smerter, alle de Rædsler, man kan føle, var i Løbet af kun faa Timer blevet min Lod. Og alt dette stammede fra Kzradock …

Dette maa man forstaa for at begribe, hvad der nu skete.

… Endnu skimtede jeg svagt i Mørket Kzradocks Silhuet ved det aabne Vindue og dybt nede i Haven paa den af Fakler oplyste Plæne den vanvittige Dans, der nu gled langsommere, fordi Kzradock, der ledede Takten fra Vinduet, syntes at dvæle i en Erindring for ligesom at drømme sig videre frem i den Melodi, han stumt anslog …

Jeg stod der et Par Skridt bag hans Ryg og følte mig helt lammet, kunde ikke røre