100
Menneskeløget Kzradock
maatte jeg nu til at udtrykke mig … og paa min Maade. Jeg maatte tale til denne Nat, dette Rum, disse Mennesker. Det var Fortsættelsen af Kzradocks Monolog. Akkurat som et Led i en Kæde fulgte jeg ham, jeg maatte fortsætte.
Men hvorfor?
Maaske for helt at blive Herre over mig selv? Maaske for at prøve mig selv? Hvem ved? Maaske var jeg endnu under hans Magt og Indflydelse — fulgte ham under Kommando, som en Dukke i et Ledebaand.
Men der var ogsaa noget, jeg maatte vide Besked om.
Vanviddet havde faaet de landflygtige Sjæle dernede i Haven til at danse? Hvorledes vilde Fornuften virke paa dem? Hvorledes vilde det talte Ord fortolkes af disse Sjæle? Vilde de blive harmfulde … eller ligegyldige — hvad vilde der ske?
Jeg følte, at min Stemme lød som en strøget Stemmegaffel.
Hvem talte jeg egentlig til? Til vanvittige Mennesker og til det tomme Rum. Og dog kunde jeg ikke lade være, jeg maatte give
