114
Menneskeløget Kzradock
nesker. Nogle spadserede helt ude ved det slikkende Hav. Andre laa gruppevis henslængt og nød det milde Eftermiddagslys. Enkelte Steder var Badevognene kørt ud i Vandet og stod skærmende i en Halvring omkring de badende.
Men jeg brød mig ikke om alt dette. Jeg skyndte mig ad den lange Strandpromenade ud mod de hvide Klitter bag Byen. Det var en lang Spadseretur, og jeg var træt, da jeg naaede derud.
Jeg vidste, hvor jeg vilde hen.
Det var begyndt at blæse. En Byge trak op ude over Vandet, og Luften føltes pludselig kold. Denne Kulde og de Forandringer, som den fremkaldte i mit Sind, vakte et Erindringsbillede. Jeg huskede pludseligt, at jeg havde gaaet her ved Nat, gennempisket af Blæst, tilsølet af Regn. Ikke alene, vi var to. Der havde hun gaaet ved min Side — hun, den forglemte, som Jeg var rejst herhen for at møde og hun havde tilhvisket mig bedende Ord, hun havde tryglet, som kun hun kunde trygle. Og da alt dette ikke nyttede noget, havde hun truet. Hendes lille Barne-
