120
Menneskeløget Kzradock
bredden et Par i Kalken indkilede Flintesten, som jeg rev løs og puttede i Lommen.
Saaledes udrustet begav jeg mig paa en Ekspedition, der skulde blive mit Livs farefuldeste. Skønt hvad var alt dette mod de sjælelige Lidelser, jeg havde gennemgaaet? De fysiske Lidelser vejer jo kun saa lidt mod de psykiske.
Saa begyndte atter min Opstigning ad denne min Lidelses Klippe. Med Faren i Hælene naaede jeg forholdsvis hurtigt den første Terrasse, og her blev jeg staaende spejdende … Hvert mørkt Punkt paa den gustent øde Strandbred fik mig til at gyse. Skulde det være et Menneske? Men alt var stille og ubevægeligt, og kun Havets tunge Lyde naaede mit Øre.
Saa bestemte jeg mig til at kravle videre.
Hulen laa paa næste Terrasse under en fremspringende Kant af Klippen. Men man maatte først kravle et langt Stykke tilhøjre for at naa op. Jeg maa sige, at jeg paa Vejen følte alle Dødens Rædsler krible i mig. Jeg tænkte, at nu stod min ukendte Modstander nede paa Stranden, nu sigtede han, nu
