127
Menneskeløget Kzradock
jo ikke høre, hvad jeg sagde. Den kunde hverken høre eller gø. Baade stum og døv var den, stum som Hævnen, døv som Rædselen. Men blind var den til Gengæld ikke. Dens store udbulede Øjne stirrede paa mig med en grum og agressiv Lidenskab. Netop dens Stumhed og Døvhed gjorde den dobbelt brutal; denne Hund, der ikke ejede noget Navn, fordi den ikke kunde høre det, vilde jeg aldrig kunne faa til at lystre.
Jeg laa uden at røre mig, med Øjnene næsten brustne af Angst.
I samme Nu var Hunden over mig. Den væltede mig om paa Ryggen og stillede sig op paa mit Bryst. Jeg mærkede dens hede Aande mod mit Ansigt. Hvor vilde den bide sig fast?
Jeg laa lidt … der skete intet mere. Jeg vovede at aabne Øjnene paa Klem. Da saa jeg til min grænseløse Forundring, at Dyrets Gab stod aabent, og at der i dens Svælg var stukket en stor hvid Benkugle, der var fastgjort med en Lænke om Hundens Hals. Dyret snorkede af Aandedrætsbesværlighed, men dens vilde Øjne borede sig trods dens
