129
Menneskeløget Kzradock
dret sig siden sidst, jeg saa ham; han var bleven magrere og hans Træk endnu mere asketisk markerede end tidligere; selv Øjnene saa nu sammenbidte ud og tegnede sig som to smalle Streger i det blege Ansigt.
— Endelig lykkedes det! sagde han. Endelig lykkedes det!
Og idet han tog et Par Haandjern op af Lommen, raabte han saa højt, at selv den døvstumme Hund maatte have sporet en Rystelse:
— De er min Fange, Dr. Renard de Montpensier! Dem har jeg længe været paa Jagt efter, ti det er Dem, der er Kzradock!
Jeg kom pludselig til at mindes min amerikanske Vens Uheld i det tidligere Kapløb. Og skønt alt dette tilsyneladende ikke havde haft noget med Virkeligheden at gøre, kom jeg til at smile nu, da jeg saa Mr. Wells i den selvsamme Forlegenhed.
— De tror, Mr. Wells, sagde jeg langsomt og alvorligt, med en Theologs Eftertryk paa de Ord, som egentlig ikke skulde have noget Eftertryk … De tror, at jeg er Kzradock. Jeg troede det samme for kort Tid siden. Jeg
