135
Menneskeløget Kzradock
mine Øjne bort, da jeg følte, at han var ved at faa Magt over mig. Men netop herved kom jeg til at iagttage den døvstumme Hund. Og Gud hjælpe mig, om ikke ogsaa den saa ud, som om den lyttede anspændt. Med de runde Kugleøjne stift heftede mod Loftet, lignede den et Menneske henfaldet i Bøn, døv og stum for denne Verdens Lyde, men sødt hjemfaldet til Sfærernes Musik.
Ved dette Syn overgav jeg mig … Jeg lagde mig selv tilbage mod Gulvet og stirrede mod Loftet.
Da hørte jeg pludselig, som uendeligt langt borte fra kommende, en fin sølvklingende Lyd, omtrent som den en Myg kan frembringe i tordensvangre Sommernætter.
Det var én af disse Lyde, som fylder hele Øret, og som dog er saa uendelig Fin, at man maa anstrenge sig for at høre den. Men efterhaanden svulmede denne line Tone og blev stærkere uden dog at miste sin Sølvklang. Den sang, blev til en lille Melodi, der klang hen under Loftet, spæd og næsten døende; den var som bleven til i en Barnemund.
