143
Menneskeløget Kzradock
Jeg kunde ikke lade være … jeg bøjede mig frem mod hende og udbrød med en Stemme, som jeg selv hørte lød som en skælvende Gammelmandsrøst:
— Jeg er ung endnu, Lady Florence!
— Det er ikke sandt … lød hendes Svar. Fik du ikke syv Befalinger til at tale og har du ikke kæmpet mod min Vilje som en Løve? Er du ikke blevet sindssyg og graahaaret, er du ikke blevet Overlæge paa et Sindssygehospital blot for at trodse mine Befalinger. Og du kalder dig ung! Hvor er Ringen, jeg gav dig? Hvor er du selv, hvor er din sande Natur? Du var selve Ungdommen, og jeg gav dig min Kraft, men hvorledes har du ikke misbrugt den til at skabe Forvirring og Tvivl. Men nu er ogsaa det altsammen forbi! Det Barn, vi skulde have sammen, er en Hallucination, Sandheden er et anatomisk Præparat, der ligger her, ja selv min glade Hund er døvstum …
Og hun pegede paa Skelettet:
— Sandheden ligger dér, raabte hun. Sandheden er en Forbrydelse … Jeg har villet det saaledes. Hvad Yvonne og Alice ikke
