Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/159

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

149

Menneskeløget Kzradock


— Det var vor Bryllupsnat.

— Det var samme Nat … aa, husker du det forfærdelige … da Politiet om Morgenen trængte ind i rue Vaugirard og saa Alice og Yvonne ligge udstrakt paa Gulvet … Det var Alice, der døde først, hun havde faaet Snittet over Halsen. En forfærdelig Nat … og det var vor Bryllupsnat, Florence.

— Ja, hviskede Lady Florence, min Ven. og nu er Barnet tre Aar.

— Vort Barn?

— Ja, vort stakkels Barn … har du aldrig tænkt paa det? Har du glemt, at det blev Resultatet af vore Kampe, dette stakkels ingenting, som andre vilde smile af, men som for mig er den grusomste Alvor. Hvorfor lystrede du mig ikke og blev i din Drøm? Nu staar jeg her og skal svare dig, naar du spørger: hvad er der kommen ud af alle de Farer og Genvordigheder, jeg har gennemgaaet? Hvad har min Sjæl skabt, da den fandt din? Forklaringen paa Gaaden maa du søge andetsteds, men Resultatet tilkommer det mig at vise dig. Og jeg skal gøre det. Jeg skal vise dig vort Barn … men