153
Menneskeløget Kzradock
Jeg gav den forbandede Unge en knaldende Lussing … og saa begyndte han at flæbe saa højt, at man ikke kunde høre Ørenlyd … Først da jeg havde dunket ham tilstrækkelig oven i Hovedet, blev han pludselig usynlig og stille.
Men nu kan det nok være, at Ladyen var vred. Hun rasede som en Furie, hun trak Dolken frem og stak med den i Blinde tilhøjre og tilvenstre. Og tilsidst raabte hun:
— Du vil vide, hvem du er … tror du jeg ved det, gamle Idiot! Og hvad kommer det forresten mig ved? Du maa spørge dig for et andet Sted … Jeg er Lady Florence og nu forlader jeg Skuepladsen for det tragiske Rollefag. Du kan jo prøve at faa opsøgt de to gamle Damer, der skal du nok faa Sandheden at vide. Men pas paa Øjnene! … Jeg gider ikke leve mere, du har jo efterhaanden gjort mig fuldkommen til Grin … mit Talent har du ødelagt, det er paa Tiden, at jeg nedlægger min Tryllestav. Hvad nytter det, at jeg skalperer en Detektiv, naar jeg dog beholder dig tilbage! Du begynder Gud hjælpe mig at kede Publikum, der forlanger endnu
