157
Menneskeløget Kzradock
undret over at se en Kunde paa denne Tid af Dagen. Restauranten viste sig at være en temmelig obscur Bule, uhumsk og snavset. jeg bad om at faa en Portion af de Duer, der stammede fra Arken, og det viste sig da, at der ikke blev serveret før om Aftenen.
Saa satte jeg mig i min Fortvivlelse til at drikke Whisky.
Og Værten drak med. — Jeg kunde se, han sad og lurede paa mig. Ikke et Øjeblik havde han Øjnene fra mig. Han havde rimeligvis ondt i Sinde. Jeg havde en tydelig Fornemmelse af, at han vilde drikke mig fuld og overfalde og plyndre mig.
Pludselig rejste han sig og gik hen og drejede Nøglen i Laas. Og derefter saa jeg i min halvt omtaagede Tilstand, at han nærmede sig og stillede sig foran mig.
— Giv mig Deres Ur, sagde han, Deres Tegnebog og Deres Portemonnæ … saa er jeg tilfreds.
Der var ikke andet at gøre, jeg maatte lystre. Jeg rakte ham mit Guldur. Men næppe havde han faaet det i Haanden, før han faldt besvimet om.
