166
Menneskeløget Kzradock
Jeg var ganske bleg af Spænding og Angst.
— Det hed jeg i gamle Dage, svarede Værten.
— Hvad hed De?
— Jeg hed Methusalem Kzradock.
Nu var det mig, der var ved at segne om. Det forekom mig, som min Bændelorm var begyndt at røre paa sig. Men jeg var snart saa vænnet til Overraskelser, at jeg blot sagde:
— Gentag det endnu en Gang. Hed De Methusalem Kzradock?
Og da Værten nikkede, vedblev jeg i stigende Uro:
— Hører De … Vi maa gaa sammen over i det Hus. Vi maa følges ad: De maa love mig ikke at slippe mig af Syne et Øjeblik! De maa blive ved min Side, at der ikke skal komme Vildrede i Tingene. Men sig mig først: tør De erklære for dem derovre, tør De sige de to gamle Damer, at det er Dem, der er Methusalem Kzradock?
Hvor forundret blev jeg ikke, da han svarede:
— Det ved de godt i Forvejen. Det er de-
