Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/177

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

167

Menneskeløget Kzradock


res Skyld, at jeg nu kalder mig Dick Hardy. Ja, det er endogsaa deres Skyld, at jeg elsker og plejer min Bændelorm og er kommen til at betragte den som en solid Erstatning for min eneste Kærlighed.

Jeg tog mig til Hovedet.

— Er det mig, der er gal?

— Nej, sagde Værten. Gal er De ikke, men De har maaske drukket for meget Whisky. Og saa er det dog alligevel sandt altsammen.

— Lad os nu komme derover, udbrød jeg. Jeg maa have Rede paa det hele. Jeg maa vide, om jeg er gal eller drukken eller ved mine fulde fem. Ak, selv andres Bændelorme begynder at volde mig Kvaler! Lov mig at gaa med derover med det samme. Hvor er Deres Hat og Frakke? Og laan mig en Stok, hvis det skulde blive nødvendigt …

I det samme kom jeg til at kigge ud af Vinduet og blev ganske forstenet staaende. Et af Vinduerne paa anden Sal var blevet aabnet. Og ud af det stak en lang Fiskestang med Snøre og Krog. Og paa Krogen hang der i Stedet for en Fisk et Knippe Nøgler.