172
Menneskeløget Kzradock
Udenfor mit Vindu blomstrer Akacierne. Ogsaa de har gennemgaaet Vinterens Drømmetid, og hvem véd, hvad et Træ drømmer om?
Er Vinteren ikke for saadant et blindt og døvt Træ et Spøgelse, der knuger dets Grene, en Kzradock, der jager alle Rædsler hen over det? Naar Orkanen hviner og Vintermørket indhyller det, er det saa ikke Kzradock, der jamrer i dets Krone? Er det ikke Kzradock, der er ved at faa Bugt med dets Voksetrang og Levedygtighed? Er det ikke den evig unge Methusalems Angst, der kryster det?
Dette Aar har været Vinter og Dødstid i mit Sind.
Og her er Gaadens Løsning: Kzradock er Vanviddet.
Kzradock er den altid indelukkede Sjæls Angst for sig selv.
Den indelukkede Sjæl, der myrder og begaar alleslags Forbrydelser for at nære sin Illusion. Den indelukkede Sjæl, der i sig selv danner sin Modvilje. Hvis det er en Mand
