Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/186

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

176

Menneskeløget Kzradock


hvem har ikke følt — Methusalem Kzradock i sig? Hvem har ikke haft den evig unge og evig gamle Tillid til Sjælens vilde Drømme? Hvem har ikke troet paa dem og søgt at føre dem igennem?

Hvem har i det rette Øjeblik tvivlet?

Har ikke baade du … og du … og du mærket Besættelsen og staaet ved Afgrundens Rand?


For dem, der forstaar dette, vil disse Optegnelser ikke være skrevne forgæves.

De vil i stille Timer, naar deres Sjæl er ved at forlokke dem, mindes Methusalem Kzradock.

Men for de enkelte, der intet kan forstaa, vil Optegnelserne blive en behagelig Underholdning. De vil more sig eller muligvis kede sig, hvis de har Trang til at kede sig! Men de vil ikke begribe noget, fordi de ikke har Kzradock i sig.

Saadanne Læsere vil se paa, hvad jeg har skrevet, som paa en Detektivroman uden Opløsning.