179
Menneskeløget Kzradock
I Ungdommen, den vaarfriske Tid, der dog er bestemt ved methusalem-gamle Erfaringer, vokser Løgspiren tillidsfuldt …
Det er Tillidens Tid.
Saa kommer Skuffelserne, Sammenstødet med Virkeligheden, Ulykkernes og de bristede Forhaabningers Tid, tilsidst Sammenbrudet, maaske Vanviddet …
Det gælder om manddomsstolt at væbne sig, idetmindste at redde hvad der kan reddes, og Tvivlen indtager Tillidens Plads.
Saaledes er Vækstloven.
Og den maa man følge … eller dø!
Jeg selv er nu en slagen Mand.
Min Vilje er sønderreven.
Men ogsaa Seglene for min Mund er brudte. Jeg forstaar nu mit indre Liv … om ikke mit ydre.
Og min Oprejsning ligger i mit Nederlag.
Jeg vil kaste mig over Tvivlens Evangelium og prædike det for alle, der har Øren til at lytte med.
Ingen skal tro mig.
