Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/24

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

14

Menneskeløget Kzradock


docks Celle. Han følte vist noget lignende som jeg, ti pludselig borede han sit Blik i mit, et koldt, haardt og stikkende Blik…

Da forstod jeg, at der forestod en Kamp; der var endnu noget i ham, jeg maatte overvinde.

Mit Blik mødte hans og jeg forsøgte at lade det trænge ind bag hans, at jage den Kraft, han satte paa Spil, ud af hans Øjne. Skumringen hjalp mig, hans Blik kunde ikke rigtig finde Bund i mit, det glippede, fordi mine Øjne laa i Halvskygge… og straks var jeg der, helt inde i ham, bag hans Trods og hans Had. Da blev hans Blik ydmygt som en Hunds og han lukkede sine Øjne et Sekund … vist egentlig med en Følelse af Taknemmelighed … og tryglende gav han sig til at mumle den gamle Remse, de særlige Kzradock'ske Ord, der altid vil genlyde med Rædsel i mine Øren....

Nu skulde hans Længsel endelig blive stillet!

Et Øjeblik efter gik vi op ad den knirkende Trappe og stod i mit Værelse. Da han saa min grønne Sofa, blev han som forvandlet.