16
Menneskeløget Kzradock
ved at betragte hans Aasyn, forstaar jeg halvt om halvt den mystiske Magt, Sjælen besidder, naar den enten samler eller udlader sin Kraft. Jeg tilstaar, at jeg — Sindssygelægen — har Respekt for Sjælen. Jeg elsker den undertiden med Beundringens Sværmeri. Men oftest hader jeg den som en Fjende — en Fjende, der altid er parat til at overrumple sit Offer. Allerværst er det dog, at jeg tvivler om dens Eksistens. Hvor frygteligt, hvor gavnløst! Jeg taler om Sjælen, om dens Vilje og Kraft, og saa er den maaske slet ikke til, men er kun et Gøglebillede, Fornuftens tomme Hallucination. Jeg frygter den og det er maaske min Frygt, der skaber og giver Form til denne gigantiske Modstander.
Min Kamp med Kzradock, som den maa udvikle sig, efterhaanden som Tiden skrider frem, er som selve Kampen mod Sjælen. Den eller jeg maa sejre — enten kommer jeg til at beherske Vanviddet eller det mig. O, Lady Florence, sælsomt er Livets Traade tvundne! Og tilgiv mig, skønne og ukendte Lady, at jeg paakalder dit Navn! Det er din Feber, der er gaaet over i mit Blod, det er
