21
Menneskeløget Kzradock
af en tilsyneladende ravgal Virkelighed. Han lystrede hemmelige Kræfter og var gaaet i direkte Tandhjulsforbindelse med det ukendte. Ja, saaledes skriver jeg nu, men i det Øjeblik følte jeg kun Rædsel, en sønderrivende og isnende Rædsel, der var lige ved at gøre mig selv til et Offer for Trancen.
Hvad var det for forfærdelige og ubegribelige Ting, Kzradock mumlede om, Ting, der gjorde mit Blod til en Kuldeblanding, medens Induktionsstrømme af Medfølelse fik mine Nerver til at krybe sammen? Hvad var det for en Hemmelighed, der var ved at frigøre sig i Kzradocks Sind og som nu boblede frem af hans Mund som en Art Sjælens Sumpgas?
Det var selve det uhørte.
Selve det uhørte og uerfarede, indhyllet i en Forbrydelse saa grusom og blodig og samtidig saa indviklet, ja uløselig, et Had saa flammende, en Hævn saa forkullende og dog alt dette aabenbarende en uudsigelig Skønhed og Sødme — ja som en saadan Blanding af alle Substanser lærte jeg fra først af det Kzradock'ske Verdensbillede at kende …
