25
Menneskeløget Kzradock
blindt paa deres Fornuft. Og hvad var det saa, du lærte dem? Sig mig det, svar hurtigt, forti intet … jeg beder dig derom.
Lady Florence — jeg tænkte altid kun paa dit sorte Haar! Og dog ved du, at jeg forstod alt. Derfor forgjorde du mig … til en Plante … et Løg … et Lig med Livskim og Spire…
Kzradock aandede dybt, og Hænderne, der
holdt Dolken, skælvede, Men han knyttede
Hænderne saa fast om Metallet, at Knoerne
blev hvide som Ben. Og han vedblev:
— Hvad havde jeg sagt dig? At
Mennesket ikke var noget Dyr? At Mennesket var
en Plante … en spirende Plante … en
blomstrende Urt: Sjæl! — — Havde jeg for dit
Aasyn kuldkastet Læren om Dyret i
Mennesket? Blot for … som en Gave til dit sorte
Haar og dine Øjne saa fulde af skønne
Taarer … at rejse Læren om Planten i hvert
levende Menneske!
O, hvor du har spottet mig, idet du gav mig Ret … Her har du lagt mig som et
