39
Menneskeløget Kzradock
Lucien og Charles, mine to Portører, kom mig til Hjælp, og snart efter sad Kzradock paa Trappetrinet, afspændt og udslukket. Jeg vidste af Erfaring, at nu vilde han være rolig, nu kunde jeg overlade ham til ham selv … han var nu moden for længere Tid til Ensomhed. Jeg gav Portørerne mine Ordrer. De skulde bringe Kzradock til sig Celle og undersøge hvem det var, der nylig havde banket paa min Dør. Portørerne forsikrede, at det var hverken dem eller nogen anden Portør; de havde alle siddet og spillet „Zanzibar“ i en ledig Celle ved „Haabets Rotunde“. — Hvem havde da banket? Nogen Patient kunde det umuligt være … men hvem da?
Jeg havde ikke den mindste Gisning og jeg var selv dødtræt af Eftermiddagens Oplevelser. Jeg overlod Portørerne at skaffe mig den nødvendige Besked og jeg vendte tilbage til mit Værelse, hvor alt laa væltet hulter til bulter, over Gulvet flød Bøger og Manuskripter, Tobak og knuste Glas, i Sofaen laa den ægyptiske Dolk og de Forbindingslister, hvormed Kzradock havde været bundet. Et hyg-
