59
Menneskeløget Kzradock
nu iaften. De to første Gange forsvandt hun for mig paa en ganske uopklaret Maade, jeg skal fortælle Dem derom ved Lejlighed, Mr. Carbonel …
Mr. Wells tav pludselig. Og ligesaa pludselig greb han den franske Opdagers Hænder og løftede hans højre Haand i Vejret. Vi kørte i dette Øjeblik over de store Boulevarder, hvor Strømmen af Mennesker gled som efter en hemmelig Marsch, en tungsindig, slentrende Musik …
… Sværg! udbrød Mr. Wells, og sværg ogsaa De, Dr. Renard de Montpensier … sværg, intet at omtale af det, jeg nu betror Dem! Det gælder maaske vort Liv, ja mere end det, vor evige Sindsligevægt … Og lov mig allerførst, at vi bliver sammen inat, ti inat vil der ske noget.
Baade Monsieur Carbonel og jeg bøjede vore Hoveder over mod Mr. Wells' røde Haar, der nu og da flammede op i Lyset. Men Mr. Wells var altfor optaget af sine Tanker til at bemærke vor Opmærksomhed og Spænding.
