67
Menneskeløget Kzradock
len, rystende under Pumpernes voldsomme Slag. medens Dampen væltede lavt frem fra Skorstenen.
Selve Sindssygeanstalten laa mørk derinde … som forladt.
Ild var der ikke til at opdage.
Da vi vilde trænge ind ad Porten, traadte den vagthavende Brandofficer hen til mig. Han greb mig i Armen og raabte:
— Hvor vil De hen?
— Jeg er Anstaltens Overlæge, svarede jeg, kender De mig ikke … Dr. Renard de Montpensier. Lad mig for Guds Skyld komme frem!
— Ikke et Skridt videre …! befalede Brandofficeren. — Og med sit Korpus spærrede han den smalle Passage mellem Slangerne, der var ført ind gennem Portaabningen.
— Afvejen for Dr. Renard de Montpensier! skreg jeg det gælder min Ære og mit Liv! … Det gælder mine videnskabelige Resultater! — Det gælder mine Patienters Liv! Det gælder alt, hvad der er mig dyrebart … Afvejen Dumrian af en Embedsmand! — Af-
